Tema
Debat

Norsk garantiordning stævner den danske garantifond

1. maj. 2019
Den norske Garantiordningen for Skadeforsikring (Garantiordningen) har lagt sag an mod den danske Garantifond for skadesforsikringsselskaber.

Garantiordningen i Norge har lagt sag an, da den mener, at den danske garantifond skal dække erstatningskrav fra norske forsikringstagere, som havde tegnet en arbejdsskadeforsikring i Norge hos Alpha Insurance. Baggrunden er konkursen i det danske forsikringsselskab Alpha Insurance i maj 2018.

Den danske Garantifond og den norske Garantiordning er uenige om, hvilken myndighed der skal dække de erstatningskrav, som angår de norske arbejdsskader. Uenigheden skyldes, at arbejdsskader i Danmark i forbindelse med et forsikringsselskabs konkurs dækkes via Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. I Norge er arbejdsskadedækningen for norske kunder i tilfælde af en konkurs i den norske Garantiordning.

- Den danske Garantifond kan ikke dække nordmænds arbejdsskadeforsikringer, da vi har en anden ordning herhjemme, fortæller Christian C. Lund Nielsen, formand for den danske garantifond. 

- Vi har fra dansk side gerne ville undgå en optrapning af uoverensstemmelsen og har derfor foreslået et møde de to garantiordninger imellem. Men vores norske kollegaer har ikke fulgt op på vores opfordring, men derimod valgt at anlægge en retssag. Vi synes, at det er en voldsom reaktion fra norsk side, men det ændrer ikke på udgangspunktet om, at vi ikke dækker arbejdsskader, fortæller Christian C. Lund Nielsen.
Dette støttes af garantifondens advokat - Kammeradvokaten.