Hvem kan blive medlem? 

Obligatorisk medlemskab
Et direkte tegnende skadesforsikringsselskab, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, bliver medlem af garantifonden for skadesforsikringsselskaber fra det øjeblik, tilladelsen gives. Det obligatoriske medlemskab omfatter dermed skadesforsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i Danmark samt filialer i Danmark af skadesforsikringsselskaber med hjemsted i et land uden for EU/EØS.

Pr. 1. juli 2017 skal der betales et engangsbidrag til garantifonden senest 4 uger efter, at selskabet eller filialen har fået Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Frivilligt medlemskab
Et direkte tegnende skadesforsikringsselskab med hjemsted i et andet EU/EØS-land, som via filial eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed tegner forbrugerforsikringer på det danske marked, kan pr. 1. juli 2017 vælge at tilslutte sig garantifonden for skadesforsikringsselskaber. Der er dermed tale om en frivillig ordning. Det er muligt efterfølgende at udtræde af fonden.

Medlemskab af garantifonden indtræder først fra det tidspunkt, hvor fonden har modtaget betaling af et engangsbidrag fra selskabet. En tilkendegivelse fra selskabet til fonden om, at selskabet ønsker at tilslutte sig fonden, er ikke tilstrækkelig til, at selskabet anses for at være medlem af fonden. I forbindelse med indbetaling af engangsbidraget skal der indsendes en erklæring til garantifonden fra en statsautoriseret eller registreret revisor/forsikringsselskabets ansvarlige ledelse om, at engangsbidraget er korrekt beregnet.

Oplysninger om engangsbidraget findes her

Oplysninger om erklæringer i relation til betaling af engangsbidraget findes her

Publiceret/Opdateret 22-06-2017